Denne tekst om Gud er resultatet af en personlig refleksion, båret af min fornuft og min samvittighed. Den søger ikke at manifestere en ultimativ sandhed, men udtrykker den tankebane, jeg har fulgt i mit indre.

Bøn betragtes af mange som et religiøst ritual. Men i sin dybere essens er bøn en affirmation, en transformation af tanke til lyd, en bevidst aktivering af en indre energi. Det er ikke en ønskeseddel adresseret til universet, men et middel til at afdække menneskets iboende kraft.

Gud er ikke ejendom for nogen religion. Gud er irreligiøs.

Gud er ikke en autoritativ skikkelse, der former mennesket eller dikterer dets livsbane. Gud er en bevidsthed, som resonerer i menneskets fornuft og samvittighed. At bede til Gud er ikke at anmode om nåde, men at internalisere bevidstheden om, at vi selv er arkitekter for vores skæbne. Men mennesket ønsker at gøre Gud til en messiansk skikkelse – en frelser. For det er besværligt at tage ansvar. Mennesket vælger det lette; det fravælger sin fornuft og samvittighed og projicerer hele byrden over på Gud. Men Gud griber ikke ind. Hvis Gud var som en indgribende forælder, ville han have beskyttet de uskyldige børn mod overgreb og krig. Men det er forældrenes ansvar at beskytte børnene, og fornuftens ansvar at beskytte menneskeheden. Gud har givet mennesket frihed: fornuft og samvittighed, så det selv kan tegne sin vej.

Men hvad gør mennesket? Når det undviger sin fornuft og samvittighed, søger det tilflugt i dogmer. Dogmer kvæler det undersøgende sind, fryser tanken og hæmmer intellektet. Og når intelligensen forvitrer, bliver mennesket ude af stand til at redde sig selv eller andre. Derfor går det fortabt i doktriner. Det venter på Messias, på Jesus, på en frelser. For det er mindre krævende at håbe på frelse end at tage ansvar. Men mennesket er ikke født hjælpeløst. Det er programmeret med fornuft og samvittighed.

Dog gør dovenskab mennesket hjælpeløst. Og dovenskab avler frygt. Til sidst glemmer mennesket sin egen styrke og begynder at vente på en ydre hånd, der skal løfte det. Men når opvågningen begynder, aktiveres fornuft og samvittighed af sig selv. For at vågne er at erkende. Og den, der én gang er vågnet, kan aldrig vende tilbage til uvidenheden. Den største prøve for mennesket er evnen til vedvarende at være åben for nye erkendelser. Livets prøver ophører aldrig. Men dem, der flygter fra prøvelserne, er netop dem, der passivt venter på at blive frelst.

Ægte frihed er modet til at tage ansvar. Og netop derfor er bøn ikke en flugt, men en vej til at opdage sin egen kraft. Gud er en bevidsthed, som findes i denne opdagelse en som ikke leder, ikke former, ikke straffer, ikke belønner. Han skænker mennesket fornuft og samvittighed -intet mere.

Når mennesket lærer at anvende disse gaver, finder det sin frelse i sig selv. Bønner stiger ikke mod himlen de bliver virkelige, når de rodfæster sig i bevidstheden. For fornuften er Guds mest tyste svar til mennesket.

Ayse Nart